Nyheder fra ISI
Formandsskifte på ISI
17.04.2024
På ISI’s generalforsamlingen d. 16/4 2024 meddelte, Palle Høj, at han efter 5 år på formandsposten ønsker at træde et skridt tilbage. Allan Bjørn bliver dermed skolens 4. formand på 30 år. Palle Høj fortsætter i bestyrelsen på ISI, og som fortsat medlem af bestyrelsens Forretningsudvalg.
Palle Høj udtaler:
”Jeg synes, det er mest fair og reelt overfor bestyrelsen, at jeg træder et skridt ned, når det går godt, og ikke når det går skidt. Går det skidt, må du blive og kæmpe for at få det rettet.
På ISI går det godt, da der er en dygtig daglig ledelse, så det er nemt at være bestyrelsesformand for ISI.
Der har været flotte overskud i alle de år, hvor Torben Østergaard har været direktør for ISI, og det er fortsat de seneste 5 år, hvor jeg har fået æren af at være formand for ISI.
Vi har i de sidste 5 år haft meget solide overskud og samlet en likviditet sammen, så vi har kunne betale over halvdelen af byggeriet af Guldminen ud af egne midler.
Det er således en rigtig sund skole med en god økonomi, som selv efter en meget stor investering i en ny Guldmine-skole, står meget solidt på alle områder både fagligt, menneskeligt og økonomisk.
ISI er et godt sted at være. Det er en stor glæde hver gang, jeg kommer på skolen, og jeg går altid fra skolen gladere, end jeg kom, og jeg bliver fyldt med, og smittet af, masser af energi og glæde, når jeg kommer på ISI.
Jeg forlader dog ikke bestyrelsen, og jeg fortsætter også i Forretningsudvalget, da ISI stadig står mit hjerte meget nært. Men jeg giver formandsposten videre til yngre kræfter med masser af energi, da det er vigtigt også at have en god kontinuitet i bestyrelsen.
Jeg ser frem til at fortsætte i bestyrelsen i en ny rolle, og det er fuldstændig uden problemer. Jeg er blot ved at forsøge at trappe lidt ned og få lidt mere tid til familien og andet end lige arbejde m.v.”
Allan Bjørn udtaler:
”ISI er et af de fyrtårne, vi har i det midtjyske, og som er kendt blandt idrætsudøvere fra hele landet. Der er noget sundt I altid at forsøge at gøre sit bedste. Det gælder både de elever, der går på ISI, og den måde vi driver skole på. Der er noget fascinerende over altid at forsøge at gøre noget bedre.
Jeg har fulgt ISI fra sidelinjen gennem mange år, så da muligheden bød sig for at komme ind og være med til fortsat at udvikle skolerne (fri-, efter- og højskolen) fra der, hvor de er nu, var der ikke meget betænkningstid.
Jeg har selv børn, der er og har været eliteidrætsudøvere, og som har været på efterskole, og det er utroligt, hvor mange kompetencer de har fået i deres rygsæk både fra idrætten og fra efterskolen.
Der er et utrolig godt og solidt fundament under ISI, som fortsat skal være grundlaget for udviklingen af både fri-, efter- og højskolen. På nogle punkter kan vi godt få en endnu skarpere profil, og det tror jeg, at vi vil se i de kommende år.”
Allan Bjørn:
- 49 år, født og opvokset i Ikast, og boede i Ikast indtil ca. 2016, hvor han flyttede til Herning, hvor han bor nu med hustru, børn og bonusbørn.
- Har haft to børn på idrætsefterskole. Barn nr. 3 går i Idrætsklassen 9.i. på Nordre Skole i Ikast, og skal også på efterskole næste år.
- Er selv tidl. elite-håndboldspiller i Ikast FS, og tidligere formand for Ikast Svømmeklub.
- Uddannet statsautoriseret revisor, og tidligere partner i Partner Revision.
- Nu selvstændig i sit eget firma, der bl.a. lever af at rådgive ejerledere og bestyrelser.