Fællesskab – og refleksioner ift. Legoland

Jeg er aktiv i idrætsforeningslivet og i de frie skoler. Med stor glæde. Jeg sætter stor pris på det forpligtende fællesskab, der dyrkes her. Hvor børn og unge bevidstgøres om egne ressourcer og evner, i organiseret samspil med andre, og med voksne som rollemodeller. Alt sammen til glæde for sig selv og andre. 
Men jeg oplever også, hvordan fællesskabet er under pres.

Vi er i dag en del af en X-factor kultur, hvor det individuelle er i højsædet, og hvor fokus ofte bliver, hvordan vi selv (og vores børn) står stærkest – og gerne på bekostning af fællesskaber. 

Jeg husker tydeligt, da jeg til et håndboldstævne overhørte en ungdomsspiller sige ”så faker jeg bare en skade”. Citatet kom fra en dreng, som netop havde fået at vide, at han i den næste kamp ikke var udtaget til 1. holdet. Altså følte han sig droppet, og reaktionen kom uden at tænke på påvirkningen på de 2. holdspillere, der hørte ham, og som han nu skulle spille den næste kamp sammen med. Ovenikøbet oplevede jeg moren bakke drengen op! Men heldigvis tog en dygtig og ansvarsbevidst træner fint affære.

Jeg kan godt blive lidt træt i sådan en situation. Men samtidig forstår jeg måske godt, hvad der er på spil. For i dag bombarderes vi med input, der handler om, at det vigtigste altid er at vinde og være bedst, og gerne på bekostning af andre. 

Stort set al TV-underholdning handler om at finde én vinder – om vi så bager, danser, indretter huse, eller om vi placerer en flok unge smukke mennesker på en paradis-ø. Og lidt snyd og lystløgn er ok. 

Samtidig kunne jeg så på familietur til Legoland, se, at forældre kan købe et ”Reserve & Ride - Fast Track” til deres børn, så barnet kan springe de (ofte meget lange) køer over ved forlystelserne. 
Men det udrydder jo ikke køen, og rent faktisk må andre dermed vente endnu længere.

Måske kan der spores links til et sådant ” Reserve & Ride - Fast Track”, når en dreng faker en skade? Når man kan køber sig uden om det fælles, og når et barn støttes i at give op, når tingene gør ondt, i stedet for at tage fat.

Det er enormt positivt at dyrke sit talent og at udleve sine drømme. Men på vejen er nederlag og modgang vigtig. Og god opførsel. Det er netop afgørende at lære, at tingene godt må gøre ondt, og at det er rigtig sundt at stå i kø, og at man faktisk bør tage endnu større ansvar for (og på) 2. holdet, når man rykkes ned.

Tænk en verden, vi ville have, hvis vi forældre alle sammen havde den tilgang, at vi - i stedet for at fokusere på resultater og præstationer - konsekvent kun opmuntrede vores børn ift. barnets INDSATS og BIDRAG…!
- i alle sammenhænge.
- også ift. fællesskabet…!