Gør forskel på folk

”Husk, at den største forskelsbehandling, du kan gøre, er, hvis du behandler alle ens!”. 

Disse ord står stadig tydeligt i min hukommelse. De blev sagt til mig af Ulrik Wilbek i 2002, da han tog mig ”under sine vinger” i Viborg HK som en ung håndboldtræner. 
Man kan sige det samme på en anden måde: ”Man coacher mennesker ens, ved at coache dem forskelligt”.

Verden er jo aldrig sort/hvid, når der er mennesker involveret. Og at tage patent på sandheder i arbejdet med mennesker er lige så absurd som at spørge en stormester, hvad det bedste skaktræk i verden er. Fordi mennesker er forskellige og skal håndteres forskelligt, fx som lærer, leder, forældre, træner osv.

På Guldminen har vi vist, hvordan anvendelsen af forskellige læringsstile kan skabe markant personlig udvikling hos alle, og ikke kun de børn, der er skræddersyet til den traditionelle katederundervisning, hvor det er vigtigt at kunne lære ved at se og høre. Men så er der gøre- og røre-børnene, som kan blive ladt i stikken. Røre-børn skal helst have materialet i hånden, for at de kan lære. Gøre-børn skal helst bevæge sig og bruge kroppen, mens de tilegner sig ny viden.

Det er ikke nogen mirakelkur, men et godt værktøj til at skabe læringslyst og udvikling, også som leder, og fx som træner i idrættens verden. Grundprincippet er, at alle mennesker har potentiale, og at man skal huske at forholde sig individuelt og forskelligt til hver enkelts styrker og forudsætninger. 

Det giver rigtig god mening for mig, og det er i øvrigt også derfor, at jeg anser mange af de nationale tests i det statslige skolesystem som håbløse. Fordi de måler alt for snævert på barnet, som kan rumme mange unikke kvaliteter, som testen så ikke lige fokuserer på. Samt at testen har alt for stort fokus på fejl-finderi – altså det barnet ikke kan, og risikere at dykke barnets selvværd. Fordi testen vinder altid til sidst. Og det er én af grundene til, at jeg stortrives i de frie skolers positive livssyn, hvor det altid er: mennesket først.

Jeg er nemlig stor fan af miljøer, hvor der begås fejl. Fordi fejl er vigtige tegn på, at der sker udvikling. Og endnu bedre bliver det, når vi som træner, lærer og leder i stedet anskuer hinandens ”fejl” som særheder. Særheder rummer masser af positiv energi og er de små forskelligheder, der gør den enkelte unik, og som samlet set kan bidrage til et stærkt dynamisk og mangfoldigt fællesskab – et stærkt hold, som det i øvrigt bliver ekstra svært for konkurrenten at spille imod.